Hvad er atombomben?

Hvad er en A-bombe

Forskellen på en normal bombe og en a-bombe er selvfølgelig at der bruges atomer til at lave fission og fusion og derved en kædereaktionen og derfor eksplosionen, men det er ikke bare eksplosionen der laver ødelæggelse. Der blev lavet en uendelig masse arbejde med atom bomber under anden verdenskrig og også den kolde krig og der fandt man ud af mange ting. Konceptet af en atom bombe var at man kunne indskyde neutroner ind i et stofs kerne og det kom der energi ud af også tænkte man at hvis dette skete på større skalaer kunne der ske ting som der ikke var blevet set før. Ideen blev en realitet da man begyndte at gøre det med uran og gjorde det ustabilt og derved var nød til at afgive energien og det kom ud som en kædereaktion og derefter eksplosion. Når en atom bombe springer kommer der en ildkugle som er ufattelig varm og det er faktisk det der dræber mennesker, når de kommer i kontakt med varmen fra den bliver de med det samme til carbon, altså kul. Der var mange måder at optimere bomben da de første kom ud, men allerede da de første var klar havde de styr på hvordan de skulle bruge bomben. En ting der gjorde en stor forskel var at de skulle detonere bomben et par hundred meter over jorden da det ville give en ekstra trykbølge som ville give endnu mere ødelæggelse.

”Little Boy” og ”Fat Man” er de eneste atom bomber der har været i brug mod andre nationer. ”Little Boy” bruger et ældre design end ”Fat Man”, hvor ”Little Boy” bruger et ”pistol” design  og ”Fat Man” bruger et implosion design. ”Little Boy” brugte et meget mindre effektivt design og det er også grunden til man gik over til implosionen designet, hvor man bruger Pu-239 som kerne (pit), men der var også uran i bomben som spillede en vigtig rolle for at hindre eksplosionen i et par hundrede nanosekunder for at der bliver lavet flere generationer, hvilket giver en større bombe. I ”Little Boy” brugte man kun uran og det vejer både mere og har ikke lige så stor fissions rate som Pu-239 og for den sags skyld Pu-240, men den giver andre problemer. F.eks. at det har en større fissions rate i forhold til uran og Pu-239, hvilket gør den ustabil. Atom bomber var originalt lavet kun af uran, hvor de stadig brugte nogle forskellige isotoper, men da de kom hen til implosion våben typer gik de i gang med at lave plutonium fra uran. De lavede Uran-235 til Uran-238 til Uran-239 og så til Pu-239, men når der laves Pu-239 laves der altid en lille del Pu-240 og det er derfor man taler om et bestemt stof er rent af et bestemt stof eller har f.eks. et par procent Pu-240. Det gøres ved at man først skyder neutroner ind i Uran og derefter sker der et beta- henfald ved Uran-239 og bliver derefter til Pu-239. Da disse stoffer skulle laves var der meget ventetid da det kunne tage dage før at et stof blev til et andet. Når man forsøger at lave en atom bombe er der en variabel der kaldes "k", dem der laver bomben vil gerne have den så høj så mulig for den har direkte betydning for hvor mange generationer der bliver lavet af stofferne, hvor flere generationer betyder en større bombe. Realistisk kunne der ske en atom bombe lignende reaktion når der er bare 3-4 generationer, men der er bomber der får generationer op på 80 og over. Udløseren på ”Little Boy” består af 3 ”pinde” som der bliver sat ind i bomben, hvor det så udløser en ”patron” som ryger ind i uran kernens midte og derefter sker kædereaktionen. "Fat Man" bruger det samme system, men her er det nogle eksplosive ladninger til at aktivere kædereaktionen. Pointen var at systemet var idiotsikkert og at bomben ikke kunne detonere sig selv ved et uheld, det blev også gjordt mere sikkert ved at lave et barometer på bomben så den ikke detonerede over en bestemt højde. Samtidig var der nogle "antenner" som hed "Archies" som gav signal fra bomben og dermed kunne modtage et signal om at detonere bomben. Når bomben smides skal der laves beregninger som skal vise hvornår de skal aktivere bomben og hvornår den skal smides for at den detonere over målet og i en bestemt højde. Der er mange former for detonations systemer. 

En fission bombe er i et ræs med sig selv da den skal prøve at "antende", altså fissionere sig selv før at bomben springer og resten forsvinder. F.eks. vil "Fat Man" kun bruge omkring 20% af dens "pit" og resten ville forsvinde fordi det ikke blev fissioneret. "Fat Man" har en effektivitet på ca. 17% og "Little Boy" har en på kun 1,4%. Effektiviteten kommer fra hvor meget af stoffet som bliver fissioneret og eller fusioneret. Der er også andre faktorer som f.eks. hvor lang tid det tager for bomben at detonere og få signaler rundt.

Selve radioaktiviteten var ikke særlig slem og Hiroshima kunne sagtens genopbygges efter et år fordi selve bomben detonerede over jorden gjorde det at strålingen ikke var slem da det partiklerne blev blæst væk af vinden. Der kom dog flere konsekvenser i form af regn der indebar radioaktive partikler, det kaldes ”sort regn”. Radioaktiviteten er slemmest lige når bomben springer fordi der ryger alle de radioaktive stoffer ud, men siden de spalter til alt muligt forskelligt har de fleste en meget kort halveringstid. Der er dog eksempler på, hvor der er blevet brugt andre stoffer end dem i "Little Boy" og "Fat Man" som gør bomberne og deres "fallout" mere radioaktivt og derfor stederne ubeboelig. Et eksempel på dette kunne være bikini øen som blev brugt til atom bombe test af USA.